mandag den 29. marts 2010

Santorini = Paradis på jord!


Det der følger nu kan måske minde om en græsk turistbrochure – beklager, men virkeligheden er som på de skønne billeder man ser. Nu er I advaret!

Jeg har været små fire dage på Santorini – en kendt ø i cykladerne. Øen er kendt som de velhavendes paradis – hvor alt er hyggeligt og rart. Og det var det virkeligt. Skønt tur til Santorini, hvor vejret var godt og maden god.

Trængte efterhånden til at komme væk fra Athen og alle de trælse episoder I har kunne læse om. Og Santorini var lige præcis den vitaminpille jeg manglede.

Vi tog af sted torsdag morgen – og færgeturen tog 7,5 time. Var noget nervøs over sådan en lang tur – for var ret sikker på at jeg ville stå og brække mig ud over rælingen. Men heldigvis – så var jeg sej! Klarede turen. Vores hotel-ejer hentede os ved båden og kørte os til hotellet, som vi blev positivt overraskede over. Det er billigt, godt og pænt! Tre ting på en gang. Vi boede i byen Fira som er den største by på lille Santorini.
Fredag tog vi med bussen til en lille by for at se en sort sandstand. I kan se billede af det her nedenfor. Derefter gik vi op af et bjerg – for vores hotelejer havde sagt det var en dejlig gåtur. Ved ikke hvor dejlig den var – men ved at den var lang og stejl. Men vi følte os som Dronninger af Santorini, da vi var kommet på toppen. En af de hjemløse hunde, jeg tidligere har skrevet om, fulgte os hele vejen til toppen – og fik en bid af mit æble som gevinst. Vi gik ned af bjerget på den anden side ned til en anden lille by. Der lå godt nok nogle britiske teenagere i bikini, men trods de 22 gr. Hoppede vi nu ikke i vandet. Om aftenen gik vi rundt i Fira by – og shoppede lidt og så en flot flot solnedgang.

Lørdag var vi på bådtur ud til en vulkan, der ligger lige ud for Santorini. Dejlig bådtur og i det hele taget en god oplevelse. Vi gik rundt og så vulkanøen inden vi sejlede videre til en lille klippe ø tæt derved, hvor nogle (specielt de amerikanske turister) hoppede i vandet. Byen Ia på Santorini er berømt for dens solnedgang, så den tog vi selvfølgelig af sted for at se. Lidt af skuffelse – for selvfølgelig kom der skyer. Byen var dog utrolig hyggelig – som I kan se nedenfor.

Virkelig en skøn tur til Santorini. Jeg forstår nu hvorfor alle de rige athenere tager dertil i deres sommerferie… 

Den gode udsigt fra den gamle havn i Fira. 


Den sorte strand - det ser altså en smule mystisk og forkert ud. 

Bådene ved vulkanø.

mandag den 22. marts 2010

Panathinaikos vs. Olympiakos...

.. Er det, der svarer til FCK vs. Brøndby. Og den kamp var jeg til i går! Med begejstring tog vi metro til det olympiske stadion, hvor kampen skulle spilles. Her i Grækenland er det sådan, at ved sådan en kamp kan kun hjemmebane-holdets fans komme med, da der ellers vil opstå for meget ballade. Derfor var det Olympiske stadion klistret til i grønne/hvide farver - over 65000 fans som alle holdte med Panathinaikos. Det gjorde vi derfor også - og jeg fik da købt et halstørklæde, så jeg kunne vise min (midlertidige) sympati for holdet. Folk var glade og i feststemning. Optakten var super festlig og folk hoppede, dansede, klappede og 'buhede' af modstanderne.
Til de fodboldsinteresserede kan jeg oplyse, at Panathinaikos spillede bedst i 1. halvleg, mens Olympiakos spillede bedst i 2. halvleg, hvor Olympiakos også kom foran med et kedeligt mål. Derfor blev de grøn/hvide fans mere og mere frustrede, og det satte gang i et sandt bombardement - af romerlys og fyrværkeribomber. Lille mig, som er bange for fyrværkeri, blev derfor noget irriteret på de hardcore-fans, som mente, at stadion skulle indhyldes i røg. Det gik da også rigtig galt da en security-dame blev ramt af en bombe, og derefter måtte bæres ud fra stadion. Der røg den festlige stemning - men kampen fortsatte, og midt i forvirringen scorede Olympiakos kampens enlige mål.
Var noget overrasket over, at kampen fortsatte... På et tidspunkt blev det dog så slemt, at spillerne gik mod udgangen. Kampen blev dog spillet færdig herefter... og de 65000 fans drog triste hjem.

En spændende oplevelse, men også en vild vild oplevelse. Næste gang jeg tager til fodbold skal jeg huske sikkerhedshjelm og bede om en plads i familiesektionen!

Her kan I se billeder fra området omkring det olympiske stadion:

Området er rigtig lækkert!



Og så er vi til fodbold!

Jeg har trådt i en hundelort!

Hvor irriterende! Egentlig var det bare et spørgsmål om tid - for Athen er fuld af hundelorte. Har derfor gået og ventet på at jeg ville være så dum, og nu skete det altså. Athenerne elsker hunde - og parkerne er fyldte med mennesker, som lufter deres hunde. Desværre er Athen også fyldt med hjemløse hunde, som strejfer rundt i gader og parker - og som lever af tun som forbipasserende forbarmer sig med. Ellers tigger mad fra turister. Rigtig trist at se på. I mange parker ligger de bare og gider knap nok løfte hovedet. Logisk nok, hvis de ingen mad får. Dog er nogle af dem aggressive og løber gøende efter knallerter mv. Så jeg har fået respekt for hunde - for jeg skal ikke bides i låret af en arrig foxterrier.
Er blevet fulgt på arbejde af hunde fire morgener hernede. Hundene har simpelthen fulgt os på arbejde og kigger sørgmodigt på os, når vi lukker døren for dem. Personligt synes jeg, det er et stort problem for Athen, men andre mener, at så længe hundene har det godt er det jo helt ok. Spørgsmålet er så bare, om hundene har det godt. Den hund jeg så forrige weekend med et åbent kødsår på benet, som haltende forsøgte at slæbe sig gennem en park havde det bestemt ikke godt. Derudover går der historier om, at når et kvarter er blevet besøgt af en hund over en længere periode forgifter de den - for så har de ikke mere bøvl med den.
Nogle få NGO'er forsøger heldigvis at hjælpe alle de hjemløse hunde. For en som virkelig holder af hunde er det bare rigtig trist at se hvordan de lever - og har da nogle gange lyst til at eksportere flere af dem til Danmark.

søndag den 14. marts 2010

Mudder og marked...

Så har jeg været i Athen i over 6 uger, og efterhånden føler jeg mig mere og mere på hjemmebane...
Grækerne strejker for tiden, mod regeringens hårde spareplan. De første par dage de forskellige sektorer strejkede blev jeg en smule overrasket og irriteret, men efterhånden som de strejker flere og flere dage bliver det også hverdag. Ligesom det bliver hverdag at høre om demonstrationer og gadekampe. Heldigvis ved man jo hvilke områder, man kan gå i hvornår...  Så jeg har (desværre) intet set endnu.

I mandags oplevede jeg et underligt vejrfænomen: Mudder-regn! Omkring to gange årligt kommer der simpelthen mudder ned fra oven. Mudderet består af sand fra Afrika, som blæser op over Grækenland - og når det så samtidig med vil regne - så bliver det mudderregn. Det betyder, at byen bliver møgbeskidt. Frakker og sko skal vaskes, balkoner og bilruder får også en ordentlig tur - og generelt bliver byen mindre charmerende efter sådan en omgang. Heldigvis bliver den jo ren igen. For et par uger siden oplevede vi også sand fra Sahara, det kom dog bare som støv, så det virkede som om, at der var et filter for solen.

Er forresten rigtig stolt af mig selv: Er (endelig) begyndt at løbetræne hernede. Indtil nu har det virket utrolig uoverskueligt, men nu har jeg fundet en god rute, som skal prøves af. Det er jeg også nødt til, for på arbejdet spiser jeg utrolige mængder kage og dansk slik. Mums! Og hvis man skal ligge på en strand til sommer, ønsker jeg ikke at lige en strandet albino-hval. Hvor længe det så holder er uvist - helt sikkert er det, at når temperaturen nærmer sig 30 gr, kommer jeg ikke ud at løbe.

Hver lørdag er der forskellige grøntsagsmarkeder rundt om i Athen. I går var jeg på det der ligger tættest på mig. Her kan man købe en masse lækre grøntsager. En sød græsk dame gav mig en gratis lækker appelsin, fordi jeg er udlændig. Se det er gæstfrihed!

Der handles i stor stil - og grækerne er så smarte at tage deres egne indkøbsvogne med, mens det kun er os turister, der slæber poser med hjem og får ondt i armene. Priserne er nogenlunde som de danske - nogle ting er lidt billigere (fx appelsiner, jordbær, tomater mv) mens andre ting er noget dyrere. Bla. købte jeg det fineste og største blomkål, på 2,5 kg. Den kostede så 45 danske kroner! Så jeg spiser blomkål de næste seks dage.

Idag har jeg været på kunstmuseum. Viste sig at jeg ikke var den eneste, som havde fået den ide - for athener valfartede til udstillingen. Rigtig flot museum for nutidskunst - lækre fotografier og en specielt udstilling med en græsk maler.

På min gåtur hjem fra museum kom jeg lige forbi Hefaistptemplet, som I kan se nedenfor. Det er det bedst velbevarede tempel i Grækenland. Det ligger mindst i et område, Agora - hvor der er en masse bunker sten. Det hele ser noget uoverskueligt ud, men dette er et gammelt område, som er omkring 2000-2500 år.

Ha det godt allesammen. Hører at foråret snart kommer til Danmark - nyd det!

søndag den 7. marts 2010

Min kamp mod lommetyven...

Så blev I nok interesserede i, hvad jeg nu har rodet mig ud i. Men den er god nok.  Igår aftes forsøgte en lommetyv at kapre min pung fra min taske, på en metrostation. Humøret var ellers højt, da vi kom dertil, og vi glædede os til god mad og en tur i byen. Vi følte os alle trygge - for vi var jo fem til at passe på hinanden. 
Da toget så kommer, kan jeg mærke, at jeg bliver skubbet underligt bagfra og mærker en arm utrolig tæt på mig. Vender mig om og ser min pung. Beder pænt lommetyven om at aflevere den, men han løber væk. Så kommer temperamentet ellers op i den rødhårede morsingbo. Fanme nej om han skulle have min pung med kort, metrobilletter og penge i. Så råber jeg ellers med min fine skingre stemme: STOP HIM, STOP HIM, og hele stationen stopper op. Flere begynder at jagte ham op ad trappen. Tyven bliver åbenbart forvirret og taber min pung! Hurra - jeg fik det hele igen. Og den kære metro-fører har pænt ventet på os - så derefter springer vi afsted og har en fantastisk aften i byen. Hele situationen minder om en gammel "Mentos"-reklame, hvor en tyv også bliver stoppet efter en irritabel kvinde råber stop tyven (kan nogen af jer huske den??).
Men ja - historien viser med al tydelighed, at man skal være forsigtigt og tage sine forholdsregler her. Synes ellers jeg burde have lært lektien nu, jf. tidligere historier her. Men et er sikkert - jeg vil slå et slag for at mave-bælte-tasken bliver high fashion igen. Så en lykkelig slutning for mig. 
Men stakkels lommetyv - at skulle leve sit liv på den måde: At skulle tage værdier fra intetanende uskyldige mennesker. Håber ikke, det er et ligeså stort problem i Danmark, for så er vores system altså også skruet helt forkert sammen. Han, og alle andre lommetyve, er jo nogle stakler - som burde holde sig fra min pung! 


Vejret i Athen er blevet en smule kedeligt. Skyer de fleste dage, og i næste uge kan vi se frem til en hel del regn. Men jo mere regn nu, des mindre risiko for skovbrande til sommer. Flere har spurgt om lidt fakta om boligen. Her er 6-7 etager. I kælderen er der alle de praktiske ting som vaskemaskinger mv. Og så er der en fælles stue, med tv (kun græsk tv). Jeg bor på 1. sal, og har en balkon hvor jeg kan se ud på vejen. Det betyder dog også, at jeg kan høre al larmen fra gaden af... På taget er der tagterasse, med en fantastisk udsigt. Her kan man grille og nyde solen. En græsk lov siger dog, at man ikke må opholde sig der mellem 14.30-17 og efter 00, da grækerne skal have mulighed for deres skønhedssøvn - både ved siesta og om natten. 
Kan dog også lige fortælle, at der - igen - har været storstrejke i Athen. Regeringen har vedtaget flere initiativer, som skal få den økonomiske økonomi i balance igen. Og det går ikke stille af sig her.. Ingen ville med mig til demonstrationen - ville ellers godt have set noget tåregas og kast med brosten - selvfølgelig fra en sikker afstand. 


I denne uge har jeg igen været på det arkæologiske museum. De har simpelthen så mange mange fund, som er helt utrolige. Jeg har før skrevet om, at det, der gør Grækenland og Athen unik er den historie som stedet har. Ingen tvivl om at Grækenland har været en metropol engang - hvor flere centrale dele af den vestlige historie har fundet sted. 




Et eksempel på hvor udviklede Grækenland har været er denne guldmaske. Den er fra 1600 år før Kristu fødsel. Da boede vi stadig i jordhuler og forsøgte at lave ild ved hjælp af to flintesten i Danmark.


Hvis I har noget som I gerne vil høre mere om, så skriv endeligt!