mandag den 28. juni 2010

Nye antikke seværdigheder


Jeg har været så heldig at have haft besøg – igen, så nu har jeg oplevet endnu et nyt område. Vi tog nemlig på tur – til Peloponnes.
På turen så vi bl.a. Korinthkanalen, som du kan se nedenfor. Jo jo, det kan godt ske at den lille kanal har haft stor betydning for skibsfart og handel en gang, men for at være ærligt var det en noget skuffende. Der var ikke rigtig noget at se – ud over kanalen selvfølgelig. Derefter gik turen til Mykene, som er noget så kedeligt som en arkæologisk udgravning. Til min store overraskelse viste det sig at være utrolig interessant, hvilket nok også til dels var vores utrolig entusiastiske guides skyld. Sjældent har jeg set en være så begejstret over en gammel krukke eller en ældgammel perlekæde. Mykene var det sted ”den første græske/vestlige civilisation” opstod (og her taler vi så 3500 år tilbage!) – og kan oplyse om at man i datiden også brugte pincetter og flotte blå kæder. Jovist, Kongeriget omkring Mykene har været prægtigt!

Ellers gik turen også til Epidaurus, hvor der ligger et helt fantastisk gammelt teater. Stedet er kendt for sin fantastiske akustik – og jeg vil da nok være ærlig og sige at Sony, B&O og hvad de nu alle hedder, kan virkelig lære noget om lyd! Hvis man står på scenen og lader en mønt falde i midten kan de bagerste tilskuer således høre det, selvom man faktisk sidder ret langt væk. Det er altså sejt!

Jeg ved godt, at jeg måske snart trætter jer med alle de gamle sten-ting, marmorsøjler og templer – men faktisk er det det, som der findes i Grækenland (ud over det gode vejr selvfølgelig). Og hvis man gider/har lyst til at sætte sig ind i det, bliver det faktisk ret spændende… 

Korinth-kanalen.... Og ja, det er bare en kanal med vand....

Området omkring Mykene

Det enorme teater, som stadig bruges idag. 

onsdag den 23. juni 2010

De græske øer


Jeg har efterhånden været på tre græske øer, som hver især har sit særpræg. Santorini, Egina og Paros er alle skønne. Må nok efterhånden sige at det unikke og skønne ved Grækenland er alt andet end Athen. Så snart man kommer uden for Athen venter smukke landskaber, bjerge med søer, flotte klipper, masser af kystlinje, hvor flotte turkisblå bølger slår ind over sandstrande. Lækkert!

Athen derimod er beskidt, grå og trist. Tror måske det har noget med den økonomiske krise at gøre så alting virker mere trist. Jovist forsøger Athen at sminke byen, specielt i turistkvartererne og Akropolis højen er altid et besøg værd. Alligevel er livskvaliteten og humøret meget bedre uden for Athen. Derudover smager den fantastiske græske salat bare endnu bedre her hvor tomaterne er lokale og olivenolien er lokal. Mums, siger jeg bare!

Jeg forstår derfor godt at mange tusind danskere besøger de græske øer hvert år. Vil bare opfordre til at besøge andet end de sædvanlige, for Grækenland er mere end ouzo på Kreta!

Den berømte solnedgang ved Santorini

Vinranker på Paros. 

Paros og det krystalklare vand

Jeg har fået besøgt endnu en ø i Kykladerne. Denne gang gik turen til Paros som ligger 4,5 time fra Athen. Øen er ikke en af de sædvanlige turist-øer, hvor Kreta, Kos og Rhodos normalt er blandt favoritterne. Og i juni måned er der heller ikke særlig mange på ferie – så vi havde næsten stranden for os selv. Selvfølgelig var der andre mennesker som nød de 35 grader og det klare vand, men det føltes som ens eget lille paradis.
Paros kan virkelig anbefales. Ud over det mest fantastiske klare vand (på over en meters vanddybde kunne man stadig se sine egne fødder, der var placeret under vandet!!) er mentaliteten og byerne utrolig hyggelige. Vi boede tæt på byen Nauossa, som skulle være lidt af en party-by. Hvert fald var byen super smuk og velholdt. Samtlige billeder man fik taget ligner simpelthen de irriterende flotte postkort man altid ser fra Grækenland. Så ja, smukt smukt smukt. Folk var venlige og hjælpsomme så man følte sig utrolig velkommen. Jeg var endda velkommen på den restaurant hvor jeg jublede over Danmarks scoring til 1-1 mod Cameroun, hvor tjeneren klappede med mig.

Så kort sagt: En skøn ø – for tre dage. Tror nok jeg ville kede mig efter mere end 4-5 dage på sådan en ø, hvor flere tilbringer dagevis med at stege under solen, som var de et stykke bacon.

Som I kan se på billederne nedenfor tilbragte jeg altså 3 dage i himmerige.

Hyggelig taverna på havnen i Naoussa

De små smalle gader

Den skønne strand tidligt om morgen