onsdag den 21. april 2010

Magiske Meteora


I weekenden var jeg på en kort weekendtur til nogle bjerge kaldet Meteora. De ligger ca. 5 timers kørsel fra Athen – og nej, jeg kørte ikke selv. Jeg har tidligere beskrevet trafikkulturen her i Grækenland, og jeg kan som serviceoplysning fortælle, at de græske veje er blandt de mest dødelige i Europa. Derudover har vejene til bjergene ofte hårnålesving, så ønskede bestemt ikke at give mig ud på denne rute i bil. Heldigvis går der offentlige busser – som viste sig at være hurtigt, billigt og ufattelig nemt.
Hotellet var rigtig hyggeligt  - og havde en flot flot udsigt til bjergene.
Bjergene har fortjent alle positive komplimenter, man kan komme i tanke om. Foråret er på sit højeste her – så alle blomster, træer, buske osv. blomstrede, så alt var grønt, lysegrønt, lilla, rødt osv. Og så er der bjergene – et er, at der er nogle flotte bjerge som pludselig er midt i et ellers fladt landskab. Noget andet er, at der er seks klostre, som alle er bygget på forskellige bjerg-toppe. De er bygget der, for at kunne være i ro og fred – og i krigstid ville de stadig kunne være der. Smart tænkt – men pyhh, det må have krævet nogle anstrengelser at gå op af de bjerge med byggesten på ryggen. Hvert fald var nogle af klostrene rigtig vanskelige at komme frem til.

Der er noget magisk ved sådan et flot, unikt og gammelt område. Forestil dig et landskab som er ligeså flad som Holland og pludselig kommer der nogle majestætiske bjerge, som ser så rå og samtidig så sårbåre ud – og de har stået der i årtusinder.
For mig var det virkelig en god god oplevelse. Bare det, at der var ro og fred og gå rundt i naturen og bare iagttage (og fotografere) – det er noget helt andet end det jeg oplever til daglig i Athen. Dog havde vi nogle problemer med ”ro-og-fred”-delen, da nogle turister synes, det var spændende at to lyse mennesker gik rundt i bjergene – og derfor tog billeder og råbte af os. Typiske grækere! Men ud over det var det en god oplevelse.Hver gang man kiggede i en ny retning var der et nyt billede – og med lyset der skiftede i løbet af dagen var det virkelig en god mulighed for at tage flotte billeder.

Håber I kan se lidt af det magiske ved Meteora på billederne nedenfor. Ellers kan jeg varmt anbefale jer at tage dertil engang. 



Her kan I se hvordan klostret er bygget på toppen af et højt bjerg. Imponerende byggeteknik! 

Området - fyldt med grønne træer og gamle bjerge. 


søndag den 11. april 2010

Uge 14 i Athen.

Så er en ny uge i det græske ved at være overstået. En uge, som er gået meget hurtigt.

Er endelig blevet udhvilet efter besøg. Det er jo helt hårdt at være tourguide, så derfor er ugen mest af alt gået med at slappe af, få tjekket op på familie og venner og planlægge nye ture rundt i Grækenland og nye besøg. Er simpelthen så heldig, at jeg kender masser af mennesker, som gerne rejser til Athen for at se mig, nyde solen og fetaen.

Ellers har jeg været ude at bowle! Og ja - man skulle tro at bowling er nogenlunde som i Danmark, men nej. Jovist så er der stadig kegler, der væltes med en bold med tre huller i - men organiseringen af det er ikke på samme måde. Vi kom fem glade mennesker, som skulle underholde os med lidt spil-for-sjov. Vi håbede på at kunne booke en bane i en time - på samme måde som i DK. Her i Grækenland foregår det dog ikke på samme måde. I stedet sidder man i kø til at nogle er færdige med at spille - og man bestemmer derfor selv hvor mange spil, man ønsker at spille. Man betaler altså per spil frem for per time. Men bowling er dyrt, rigtig dyrt. Vi kom i alt af med 600 kr. for 1,5 times bowling (3 spil). Godt nok var de fine bowling sko inkluderet i prisen, men 600 kr. for at vælte kegler kan siges at være lige i overkanten. Måske min bitterhed også skyldes, at jeg var forfærdelig ringe - og endte derfor med at tabe!

Kan også lige fortælle at vejret hernede er ret kedeligt. I har næsten har det samme vejr i DK som vi har her, så I denne uge behøver I ikke misunde os athenere. I denne weekend har der kun været 20 gr, så vi har gået og frosset lidt, efter vi havde vænnet os til sommervejr. 20 gr. er dog rigeligt når man er ude at løbe. Puha, kan allerede nu mærke at det med løb stopper på et tidspunkt - simpelthen pga. varmen. Allerede nu løber man helst i skyggen, men for pokker hvor bliver det varmt til sommer så. Frygter de 30-40 gr. Så ja, min sommer bliver nok holdt i skyggen med en sommerhat på hovedet, en is i den ene hånd og en vifte i den anden hånd - og så kommer jeg hjem og er den samme kridhvide pige som altid, bare med lidt flere fregner end normalt.

Ha det godt allesammen!

torsdag den 8. april 2010

Påske på græsk

God påske til alle jer, som stadigt følger med i mine beretninger her fra Grækenland.

Påsken er nu overstået. Jeg var så heldig at have besøg fra Danmark - og vise dem "min" by. Jeg kunne jo, 2 måneder efter jeg selv kom til byen, agere turistguide og fortælle lidt om Akropolis. Det kan være jeg skulle få mig en ny karriere inden for faget.

Vi havde super godt vejr i påsken. En dag stod der på et skilt, at der var 32 gr. i solen - og varmegraderne blev nydt. Specielt af de blege danskere, som havde forladt et Danmark hvor der enkelte steder lå en lille smule sne tilbage. Varmegraderne betød også at vi, med god samvittighed, kunne spise en is eller sætte os i skyggen og bare se på grækerne.

En dag valgte vi at tage til Delphi, som ligger 3 timers kørsel fra Athen. Det er en "antik" højborg, forstået på den måde, at der i Delphi er fyldt med antikke skatte, hvor man forstår hvor vildt, det må have set ud på den tid.
Alene køreturen til Delphi var smuk. Bjerge, floder og søer - og solskin. Allerede 30 min. efter man har kørt fra Athen skifter naturen, og den græske natur er virkelig smuk. Håber billedet nedenfor kan vise hvor flot der rent faktisk er i Grækenland.





Så ja, sådan kan Grækenland altså også se ud. Det ligner bestemt ikke noget jeg tidligere har vist her - men virkelig en fascinerende natur.

I Delphi er en af de mest velbevarede statuer - en stor sfinx, som I kan se nedenfor. Helt utroligt at se sådan nogle kæmpe statuer, som er så velbevarede...



Jeg bør måske fortælle lidt om påsken i Grækenland - for her er fest, stor stor fest og børnene har to ugers påskeferie. Langt de fleste tager ud på landet for at fejre påske med familie/venner - og det betyder, at trafikken i Athen ikke var helt så vanvittig som normalt.
I påskeugen er der derfor forskellige traditioner. Nogle har fastet 40 dage, hvor de ikke har spist kød og mælkeprodukter. Festlighederne starter egentlig først langfredag, hvor butikkerne har lukkede fra morgenen af indtil kl. 13 - så har man nemlig haft mulighed for at komme i kirke om formiddagen. Fredag aften mødes folk i kirken og har lysoptog til Syntagma-pladsen i Athen, hvor Jesus også bæres ind på et kors. Faktisk rigtig flot. Lørdag aften mødes folk igen i kirken til midnatsmesse. Til lejligheden er det "hellige lys" fløjet ind fra Jerusalem og lyses skal så bredes til hele landet. De betyder, at alle har et lys med i kirken. Når messen er færdig bruges lyset til at tænde en af menighedens lys med - og derefter breder lyset sig fra lys-til-lys. Når kirkeklokkerne ringer går nogle amok med fyrværkeri, mens andre går hjem med deres lys, og velsigner hjemmet. Og derefter bliver der spist. Natten til søndag spiser de indvolde fra lam, som jo traditionelt bliver ofret i kristendommen. Søndag bliver resten af lammet så grillet - og det lugtede skønt flere steder i byen, hvor folk grillede og festede på deres tagterasser. Og så bliver der kindkysset og sagt "Jesus er opstanden".